To nye gode letlæsningsbøger for begynderlæserne. I Petra i byen viser Trines kat, Petra på alle måder, at den "er sgu sin egen". Den laver hele tiden gale streger og vil absolut ikke lade sig opdrage. Forældrene bliver derfor trætte af Petra, men da den bliver væk, bliver alle urolige. I Petra på landet er katten for første gang med i sommerhus. Petra kan ikke komme ned af et træ, men faren "redder" den ned. Da de skal hjem igen, kan de ikke finde Petra. Det er tydeligt, at forfatteren har et godt kendskab til det at være katteejer! Historierne er gode, genkendelige hverdagshistorier med glimt i øjet, og begynderlæserne fra 2. klasse (7 år) vil more sig over de skægge og spændende situationer, der opstår, når man har kat. De mange beskrivende akvareltegninger i farver understøtter på meget fin vis teksten, som er sat i smalle spalter. Bøgerne har samme indbydende layout som de andre bøger i Mini zoom-serien. Forsiderne illustrerer fint bøgernes indhold. Forfatteren har skrevet en del letlæsningsbøger, fx serien om Liv og Tim.