Pigerne fra Shanghai er til læsere af romaner om kvindeskæbner og kinesisk kultur, men også til historisk interesserede i politik og immigration i USA i perioden 1937-1957.
Shanghai i 1930'erne. Søstrene Pearl og May gør oprør mod forældrenes traditionelle kinesiske værdier til fordel for vestlig kultur, men deres fars fallit og krigen mod japanerne ændrer alt. Som fattige flygtninge er deres eneste udvej arrangeret ægteskab med to kinesiske brødre, der er immigranter i Los Angeles. Her bliver det Pearl, som holder kinesiske værdier i hævd, mens hendes datter og May bliver mere og mere vestligt orienteret. Det er en god skildring af kultursammenstød, af de store vanskeligheder ved at komme til et nyt land, som dybest set ikke gider have én, og evig længsel efter et hjemland, der efterhånden kun er en drøm. Romanen fortæller om kinesisk kultur, om USA's flygtningepolitik i årene omkring 2. verdenskrig, om diskrimination af etniske mindretal og om kommunistforskrækkelsen i 1950'erne. Der er grundig historisk research, i et efterord gøres rede for, hvad der er fiktion og hvad der er virkelighed. Lisa See er ikke så poetisk i tonen som Amy Tan, men sprogligt fungerer romanen godt, er skrevet levende og har et godt drive.
Romanen matcher Sees øvrige historiske romaner, især På Guldbjerget, 1996, som også handler om kinesisk-amerikansk kultur, lige som mange af Amy Tans romaner.
God historisk roman om kvindeskæbner og kinesisk-amerikansk kultur fra 1930'erne til 1950'erne.