Bogen er udgivet i Gyldendals serie Læs selv, som er beregnet til at kunne selvlæses fra 9 år. De er også gode til højtlæsning.
Denne udgave indeholder kapitel 7-11 fra Pippi Langstrømpe og kapitel 1 fra Pippi Langstrømpe går ombord. Hvis man vil læse de første 6 kapitler fra Pippi Langstrømpe i samme Læs selv-serie, må man have fat i Pippi Langstrømpe flytter ind i Villa Villekulla og andre historier. Bogen er læsebearbejdet med hensyn til layout, men ikke tekstmæssigt. Den holder sig tæt til originalteksten. Seriens kendetegn er, at teksten er skrevet med store typer i korte linjer. Derudover er nogle lange ord forsynet med deleprikker; alt dette for at skulle lette læsningen. Illustrationerne er de kendte fra originaludgaverne. Som ekstra er der tilføjet en lille vignet på hver side placeret nederst på siden ved siden af sidetallet. Den er medvirkende til at gøre det nemmere for den unge læser at orientere sig i bogen.
De tidligere udgaver af Pippi-bøgerne indeholder alle kapitler. Denne indeholder kun nogle af dem. Teksten er den samme blot "serveret" i et letlæseligt layout. Illustrationerne er også velkendte.
De allerede udkomne bøger er populære blandt børnene i målgruppen, også selvom teksterne er meget nær de originale med et sprog, der godt kan være vanskeligt for nutidens børn at læse. Men det hjælper sikkert, at historierne er kendt stof. De virker efter hensigten; mere overkommelige at læse. Denne vil føje sig helt naturligt til rækken.