Cocktailfeberen er over os, og enhver tjekket Vesterbro restaurant har efterhånden en lounge hvor man kan få serveret cocktails. Nu kommer Politiken med sit bud på en guide til drinks og cocktails. Bogens forfatter er specialist på området; hun har været barchef gennem 20 år på flere af Københavns dyreste hoteller og driver nu et bar catering firma og en cocktailguide på nettet. Her er alt hvad man kan ønske sig om cocktails, grej og teknik, noget om pynt og garniture, mixers og en nyttig liste over hvad der er vigtigt at have i hjemmebaren. Opskrifterne, ca. 80 i alt, er delt op i en række forskellige typer drinks, og til slut er der et afsnit om alkoholfrie drinks. Hver enkelt cocktail er overskueligt beskrevet, og forfatteren giver også tips om hvor og til hvad man kan bruge drinken. På hvert opslag er der to opskrifter, og alle drinks er afbildede på meget flotte farvefotos. Her er alle klassikerne; og desuden mange nye, personlige bud på spændende cocktails. Mange af de kendte drinks går igen i Gyldendals cocktailguide, 2003; men begge bøger har også hver deres egne bud. En grundig og omfattende guide som nok skal blive efterspurgt.