Forfatteren har som tidligere professor i frugtavl på Landbohøjskolen og forstander for Statens Planteavlsforsøg, og som passioneret havemenneske, mange gode havebøger bag sig. I denne flot illustrerede bog deler han ud af sin enestående viden om de forskellige typer frugttræer, frugtbuske og jordbær, der egner sig til dyrkning i Danmark. Der gås systematisk og grundigt frem, og de mange forskellige arter og sorter kernefrugter, bær og nødder bedømmes kvalificeret for både deres dyrkningsmæssige og smagsmæssige kvaliteter. De sikre gamle sorter er selvfølgelig medtaget, men læseren præsenteres også for nye lovende sorter og sjældnere ting til den private frugthave som fx abrikos, valnød og minikiwi. Bogen afsluttes med et afsnit om pasning og pleje af frugtbærende planter, hvor forfatteren på bare 15 sider kort og godt gennemgår principperne for beskæring og udtynding og let og ligetil instruerer i den svære kunst at pode. Der er ikke mange nyere monografier om frugtavl, så der er godt brug for Jørgen Vittrups bog med dens helt opdaterede oplysninger om hårdføre, velsmagende og spændende sorter til danske haver af alle størrelser, og jeg tør stå inde for, at den veloplagte og fagligt solide gennemgang af emnet virkelig giver læseren lyst til at anlægge en frugthave eller bare forsøge sig med at plante et par frugtbærende solitærtræer i prydhaven.