For børn fra ca. 12-13 år, unge og voksne der spiller live- eller bordrollespil. En god forside signalerer bogens indhold.
Indholdet bygger på praksis. Forfatterne er erfarne rollespillere, og Martin er bl.a. kendt som spilmester i DR's Barda. Så bogen er en god indføring for spillere og spilmestre fra næsten begyndere til erfarne. En traditionel, men god og detaljeret, fantasy-spilleverden "Tin'dra" beskrives med geografi, indbyggere, monstre og magi. Der er regler og en grundig beskrivelse af, hvordan man skaber sine personer. Til både live- og bordrollespillet bruges et point- og kampsystem, der kaldes "1166" efter den måde to almindelige men forskelligtfarvede, terninger viser pointtal mellem 11 og 66. Til begge typer spil er der konkrete scenarier, så man kan komme i gang med at spille. Layout og gode tegninger giver et behageligt indtryk. Produktion af våben og dragter, er der ikke noget om.
Supplerer udmærket bibliotekets øvrige bøger. Mht. liverollespil fx Alt om liverollespil (2006/46) og Liverollespil (2007/22) og bordrollespil Magi & sværd (2004/47).
En bog om emnet, der er helt i orden. Titelbegyndelsen "Politikens bog om" forbindes af mange med "grundbog" og bred appel og brugbarhed. Grundbog er måske meget sagt, men bogen giver i hvert fald brugbare ideer til én måde at gribe tingene an på.