Til alle fugleinteresserede, som vil se store og meget tydelige tegninger og læse grundige beskrivelser af danske fugle.
Beskrivelse af 316 danske og nordiske, almindelige og sjældne fuglearter, suppleret med 28 meget sjældent forekommende arter. Hver art vises på en stor flot og tydelig farvetegning, der suppleres med billeder af fuglens udseende som ungfugl eller i flugten. I den grundige beskrivelse kan man læse om artens udseende, biotop, levevis, træk og forekomsten i Danmark. På et lille kort kan man se artens udbredelsesområde i Europa. Litteraturliste og en indlagt cd, hvorpå man kan høre fuglestemmerne fra 95 af arterne.
Fra den forrige til denne udgave er artsantallet det samme og illustrationerne er stort set de samme. I teksten er der foretaget enkelte opdateringer, især omkring nogle sjældnere arters forekomst her i landet. Der er mange fuglebøger at vælge imellem. I den ligeledes tunge ende kan man også bruge Jens Overgaard Christensens Danmarks store fuglebog, 2009. Og hvis man vil have en bog med i lommen, kan man tage Politikens fugleguide, 2002.
En stor, flot og meget informerende bog om danske fugle, her i en lettere opdateret udgave.