Books / nonfiction

Politisk marketing : personer, partier & praksis


Description


Er partierne i dansk politik blevet til virksomheder? Er vælgerne blevet til forbrugere? Næppe. Alligevel kan man i det moderne danske demokrati finde en række træk, som vidner om inspiration fra marketing. Disciplinen politisk marketing er udbredt i mange vestlige lande. Imidlertid er kendskabet til politisk marketing i Danmark bemærkelsesværdigt lavt. Politisk marketing handler grundlæggende om, hvordan tankesæt og teknikker fra marketing adopteres af politiske aktører. Det gælder partiernes brug af markedsdata, brandanalyser og designerpolitik. Det gælder også vælgernes brug af forbrugeridentitet, når de vurderer partiernes tilbud. Politisk marketing – personer, partier & praksis er den første bog, som indkredser essensen af politisk marketing i Danmark. Bogen indeholder ti bidrag fra forskere og praktikere og giver bl.a. svarene på: •Hvad er politisk marketing? •Hvordan har det udviklet sig? •Hvilke konsekvenser har dette fænomen for vælgere, partier og demokrati?

Reviews (1)


The libraries' assessment

d. 4. June 2012

By

By

Søren Brunbech

d. 4. June 2012

En bog om brug af metoder fra markedsføring i politik, der henvender sig til universitetsstuderende og forskere fortrinsvis inden for statskundskab, og til praktikerne i miljøerne omkring de politiske partier.

Det er fremtrædende universitetsfolk, de fleste med tilknytning til statskundskabsfaget, der i ni kapitler beskriver og diskuterer, hvordan teorier og metoder i markedsføring kan anvendes og bliver anvendt i politik. Det er redaktørens ambition at beskrive den politiske marketing som en ny disciplin inden for politologien. Beskrivelsen tager udgangspunkt i personer dvs vælgerne der kan betragtes som kritiske forbrugere af politik, i partierne og deres muligheder for at anvende brandingstrategier, og endelig i den praksis der opstår, når partistrategierne møder vælgernes politiske konsumption. Der anvendes en del fagterminologi i den ikke helt lettilgængelige tekst. Omfattende litteraturhenvisninger efter de enkelte afsnit.

Det er første bog på dansk om politisk marketing. Tim Knudsen, der også er bidragyder til bogen, har i Fra folkestyre til markedsdemokrati, 2007, beskrevet udviklingen i nyere dansk demokratihistorie, og beskæftiger sig her, blandt meget andet, med forholdet mellem partier og vælgere.

De muligheder og konsekvenser der ligger i, at marketing-tankegangen nu også vinder indpas i det politiske liv beskrives i en form og et sprog, der mest retter sig mod universiteterne, men som også vil blive læst med interesse i partikontorerne på Christiansborg.



Information and editions