Første bog i en ny læsetræningsserie. Overgang fra billedbog til begynderlæsning for de ca. 4-5-årige (piger) og deres forældre. Den muntre forside og formatet signalerer mest billedbog.
Serien Læsestigen er omfangsrig i sit hjemland, Tyskland. Serien introduceres her med en Billedmus, dvs. letteste trin af i alt otte. På dette trin er der mange farvebilleder, navneord er erstattet med billeder, skriften er meget stor og der er flere små historier i hver bog. Bogen appellerer til fælles voksen-barn-læsning, hvor barnet ved at læse billederne/navneordene træner fx læseretning og ordbilleder og får fornemmelsen af at læse selv. Der er flere lange og svære ord end i traditionelle begynderlæsningsbøger. Historierne handler om, at der ankommer en ny pony til gården, at ponyerne leger spøgelser, at en pony løber væk og at en pige drømmer om en flyvende pony. Historierne om de talende ponyer er søde, omend lidt intetsigende, og skal nok tiltale nogle små piger. Forfatter og tegner er nye i Danmark.
Der er meget begynderlæsning om heste, men ikke andet der på denne måde retter sig mod både billedbogslæseren og begynderlæseren.
Bogen er en indgang til læsning, og som sådan er den velkommen. Den placerer sig midt imellem billedbog og læsetræning. Med sit fokus på teksten og ordene kan den give det medlæsende barn lyst til at læse selv. Egentlig begynderlæsning er det ikke.