Læsere af nordiske krimier og historieinteresserede vil være godt underholdt med dette tredje selvstændige bind i serien om Karin Adler.
En kvinde og et spædbarn findes døde i en gammel tørvemose. Kriminalinspektør Karin Adler og hendes team tilkaldes til den lille svenske ø, men ingen kender tilsyneladende noget til hverken kvinden eller hendes forsvinden. Utrygheden breder sig i det lille samfund indtil det går op for retsmedicinerne, at kvinden har ligget i mosen i mere end 100 år. Sideløbende med kriminalhistorien og beskrivelsen af livet på øen optrævles en historie fra starten af 1800-tallet om kapere, mord og en usædvanlig kvindeskæbne, der har rødder langt tilbage i Marstrands historie. Rosman er ferm til at trække tråde fra datidens menneskesyn og levevilkår, og skiftet mellem nutid og fortid gøres troværdigt og flydende. Sproget er ligefremt og nemt at gå til og personskildringen god og detaljeret. Forsiden og bagsideteksten er flot og indbydende.
Oplagt at sammenligne med øvrige bind i serien. Derudover ses blandingen af nutid/fortid skildret i dagbogsform også i flere af Camilla Läckbergs bøger.
Let tilgængelig krimi med historiske træk. Der er ikke mange mord, og stemningen er lige så meget præget af de historiske og menneskelige skildringer som af selve mordgåden. Gedigen underholdning til ferietasken eller sofaen.