Møbelarkitekten Poul Kjærholms (1929-1980) møbler er eksklusive og har ikke slået folkeligt igennem på samme måde som møbler af fx Wegner, Arne Jacobsen og Børge Mogensen. På en stor udstilling på Louisiana denne sommer er der mulighed for at se hele Kjærholms univers udfoldet, og udstillingens kurator har skrevet denne meget smukt tilrettelagte bog. Her følges Kjærholm fra møbelsnedkeruddannelsen, over Kunsthåndværkerskolen til de første møbler tager form. Der bliver eksperimenteret med mange materialer indtil det præcise formsprog i stål og læder nås. Konstruktionstegninger og fotos af møblerne viser processen. Kjærholm virkede tillige som udstillingsarkitekt, og det ses der også fine eksempler på. Biografi, litteratur- og værkliste afslutter. Om møbelarkitekten findes Poul Erik Tøjner: Poul Kjærholm, 2003, men bogen her giver med sit enestående illustrationsmateriale et dybere indblik i processen bag møblerne. For alle med interesse for dansk møbelkunst.