Engang var danske præstegårde landbrugsejendomme, hvor driften af jorden var en del af lønnen. Også de store haver tjente et praktisk-økonomisk formål, samtidig med at de blev brugt af sognets folk i forbindelse med møder og sammenkomster i præstegården. I dag er situationen en anden, men de store haver ligger der stadig, og mange af dem er værdifulde udtryk for dansk havekultur. Kirsten Frandsen, der selv bor i en præstegård med tilhørende stor have, beskriver her omkring 50 meget forskellige haver spredt ud over hele landet. Mange har anlæg, træer eller andre elementer, der kan dateres flere hundrede år tilbage i tiden, og i enkelte haver er den oprindelige plan bevaret eller genskabt. De fleste af haverne er dog stærkt forenklede, og forfatteren stiller i bogen spørgsmålet, hvad man skal stille op med de store haver i dag, hvor samfundsforhold og familiemønstre er helt anderledes, end da haverne blev anlagt. Hun besvarer ikke spørgsmålet, men gennem beskrivelserne påviser hun, at haverne er et stykke dansk kultur, som bør bevares og videreudvikles.