Dvd-rom. Platformspil med action- og adventureelementer. Prince of Persia (PoP) vil nydes både af gamle fans og andre platformspillere med hang til det magiske. Både spil og manual er på engelsk, men tekster på skærmen gør det let at følge med. De indlagte kampe er ret ublodige men udløser dog en ikon for vold. PEGI 12+ passer fint til sværhedsgrad og indhold.
Den velkendte Prins vakler gennem en sandstorm og falder bogstavelig talt i armene på Elika, en magisk og tiltrækkende prinsesse. Prinsen begynder modstræbende at hjælpe Elika, hvis verden er gold og trues af onde kræfter. Til gengæld sørger hendes magi for, at han slipper uskadt fra alle situationer. Hver bane sluttes med en boss-kamp hvorefter Elika healer området. Dette tapper Elika for kræfter og hele banen skal gennemspilles igen for at indsamle lyskugler til hende. I længden bliver disse gentagelser trivielle og spillet kan føles lidt kedeligt. Det hjælper dog at den tegneserieinspirerede grafik er umådelig flot ligesom lydbilledet passer fint. En rigtig god ting er at PoP kan afvikles uden dvd'en i drevet så lånerne kan vende tilbage til spillet længe efter lånetiden er udløbet.
PoP har humor og bevægelsesmønstre fælles med de tidligere udgivelser i serien, men minder i stilen også om andre eventyrlige platformsspil som Assassin's creed og ikke mindst Tomb Raider.
Et nyt skridt i PoP-serien der efter 20 år er en institution i spilverdenen. Det byder ikke på de store udfordringer men er trods mange gentagelser et godt, humoristisk og relativt uvoldeligt spil for de mindre rutinerede spillere.