Den historiske børnebog kan være svær at formidle. Det er synd og skam, da den velskrevne historiske børneroman, når den er bedst, kan belyse et svært emne på en både underholdende og belærende måde. Af den grund synes jeg, at nærværende værk af Sharon Stewart fortjener at blive læst. Historien er baseret på autentiske personer og hændelser og fortæller om de makabre begivenheder, der udspillede sig omkring Den franske Revolution i årene fra 1789. Disse voldsomme begivenheder ses gennem øjnene på den unge prinsesse Marie Thérèse Charlotte, der var datter af Louis XVI og Marie Antoinette. Kongefamilien tages til fange af revolutionisterne, ydmyges og indespærres i Temple-tårnet. Maries far, kongen, bliver henrettet i guillotinen, og hendes mor bliver ført bort. Først et par år senere fortæller man Marie, at hendes mor og tante er blevet henrettet, og at hendes lillebror også er død, misrøgtet af fangevogterne. Fra hun er 11-17 år holdes Marie fanget i tårnet. I dagbogsform skildrer hun nøgternt og alligevel bevægende det grusomme rædselsregimente, der næsten udryddede hendes familie og venner. Romanen er baseret på den virkelige prinsesses optegnelser. Sharon Stewart formår at holde den svære balance mellem moderne og gammeldags sprogbrug, som er nødvendig i denne romantype. Sidst i bogen er der en historisk oversigt. Denne bog henvender sig til piger fra 11 år God forside!.