Nervepirrende ungdomskrimi som i 2003 vandt som årets bedste af slagsen i Sverige. Indledingen er barsk og uhyggelig. En 18-årig mand får et lift hjem fra en fest, bliver bedøvet og sanser kun at bilen kører ind på en losseplads. Næste dag bliver han fundet i en affaldscontainer, gennembanket og seksuelt mishandlet, men i live. Derfra et spring til noget, der ligner en almindelig ungdomsbog med nytilflyttede Ninas start i 8. kl. og genkendelige problemer med familieknas, forelskelser på kryds og tværs, venindemagtkampe mv. Men langsomt strammes grebet igen og et nyt mord finder sted. Det er et godt mix af krimi og uhygge blandet med almindeligt ungdomsliv, spillereglerne der kører og kører med en, og Magnus Nordin formår at styre begge genrer. Hans personer og deres cirkler er troværdige, ikke noget man er forvænt med i krimigenren for unge, men måske er voksenlitteraturen ved at smitte? Han lægger spor ud, som det sig hør og bør ender blindt, men som - ikke i det store, men dog - rejser nogle etiske og moralske spørgsmål. Ikke en bog, man lægger fra sig frivilligt, og belønningen er en hæsblæsende afslutning. Morderens identitet kunne måske have været underbygget en anelse mere, men ... Flot forside af Lars Vega i collagetegnet stil. Anbefalelsesværdig uhygge. Fra 13-14 år.