Her har vi noget så usædvanligt, som et lille mesterværk indenfor billedbogsgenren. En uhyre original, medrivende og krævende fortælling, der lokker sin tilhører dybt ind i legens og drømmens magiske verden. Christina Hesseltholts sprog maler et forunderligt billede frem. Et billede af en ganske almindelig, lille dreng alene om sommeren i solen og sandet - og parallelt hermed et billede af en lillebitte prinsesse, der er så nøjagtigt og detaljeret beskrevet, at hun bliver virkelig - både for bogens hovedperson og for læseren. Er slottet, prinsessen, søhestene og de forunderlige begivenheder blot hurtige prikker bag drengens øjenlåg ? Det er ikke vigtigt - for børn er eventyret helt reelt - lige så reelt som en rigtig god leg. Prinsessen erobrer helt bogstaveligt drengens sandslot - indtager hans bygningsværk og inviterer ham ind i eventyret. Sprogligt myldrer historien af originale indfald - noget er skrupskør underholdning, men ofte lokkes vi til filosofiske overvejelser. Svære ord og komplicerede sætninger - herligt, når der af og til stilles store krav til små børn. Tine Modeweg-Hansens fine blyanstegninger spiller på fornemste vis sammen med den omfattende og svære tekst. Tekst og billeder taler nøjagtigt samme sprog - og klæder hinanden. En pragtfuld oplæsningsbog til børn i 5-8 års alderen. Og til nydelse for voksne.