Det er en ny Tormod Haugen i en lidt lettere genre, vi møder i denne lille højtlæsningsbog, som leger med både eventyrgenren og sproget. Bogen rummer et humoristisk, omvendt eventyr om en oprørsk prinsesse, som rider ud for at redde en tilfangetagen prins. Da det kommer til stykket er der 8 andre prinsesser, som vil redde prinsen fra den farlige drage. Han er i øvrigt ikke værd at redde og ej heller interesseret. Men prinsusse Klura får sig til gengæld en ny veninde, og det er måske mere værd i længden? Det sjove ligger primært i bogens leg med lydene/vokalerne. Der findes 9 prinsesser i riget bl.a. prinsøsse Børta, prinsisse Vira, prinsosse Hodvig, prinsysse Jynne etc. Det giver en sjov effekt ved oplæsning, og særligt tungebrækkende bliver det, da der skal synges en sang med alle vokalerne samlet. Jeg tror de fleste må give op her. Ellers er bogen skrevet i et letflydende sprog og en humoristisk tone. Oprørske prinsesser er ikke i sig selv en nyhed, men kombinationen af sprogleg og omvendt eventyrhistorie skal nok fange de ca. 4-8-årige piger (især). Bogen kan også have en vis sprogstimulerende effekt m.h.t. udtale af vokaler. Den er gennemill. med små, søde og farverige billeder som passer fint til teksten uden at tilføje noget nyt.