Et usædvanligt liv og værk som arkitekt, missionær og fotograf danner baggrund for denne bog om arkitekt Johannes Prip-Møller (1889-1943), hvis hele liv dedikeredes til Kina og den kinesiske arkitekturhistorie. Prip-Møller drog som nyuddannet i 1921 til Manchuriet som arkitekt for Det danske Missionsselskab i Kina. Han havde svært ved at slå sine tanker igennem overfor Missionsselskabet, men da han i 1926 tog tilbage til Danmark, efterlod han sig en række bygningsværker stærkt inspirerede af kinesisk byggestil - med undtagelse af hans hovedværk: barokkirken i Harbin. I 1928 vendte han tilbage til Kina - denne gang med støtte fra Ny Carlsbergfondet og Carlsbergfondet for at opmåle og kortlægge kinesiske klostre og deres særlige byggeskik. Dette arbejde udmøntedes i det unikke værk der udkom i 1937 på Gads Forlag: Chinese Buddhist monasteries, hvis lige ikke findes i noget andet land. - Det er en smukt tilrettelagt og illustreret bog der henvender sig til de særligt interesserede i kinesisk arkitekturhistorie; den vil nok forekomme flertallet af biografilæsere og dem der blot snuser rundt blandt arkitekturbøgerne noget faglig og tør. Der afsluttes med noteafsnit, litteraturliste samt person- og stedregister.