I prædikensamlingens 56 prædikener fortælles om vores liv: latter og gråd, glæde og tvivl, fællesskab og ensomhed og om Gud som er i alt det, der ingenting er. Bogen henvender sig efter eget udsagn til alle, der har deres eksistentielle og religiøse nysgerrighed i behold.
Præsten hjælper menigheden med at forstå de svære bibelske tekster ved at forkynde og fortolke teksterne under gudstjenesten. I denne bog tager han bl.a. fat på nogle almindelige livssituationer under en evangelisk synsvinkel. Det profane er det uindviede sted foran det indviede eller som Bjerg skriver, det er simpelthen det almindelige til forskel fra det ualmindelige. Bjerg har tidligere skrevet en bog om at prædike og i denne bog viser han, at han selv mestrer prædikenens kunst. De fleste af prædikenerne er skrevet til lejligheden og ikke nødvendigvis holdt i en kirke. Svend Bjerg er lektor, dr.theol. ved Kbhs. Universitet.
Bogen er sidste del af en trilogi, som består af Øjnenes faste, 1997 og Kunsten at prædike, 2002.
De interessante og læseværdige prædikener har bud til alle, og deres indhold giver stof til eftertanke. På den måde er det måske godt, at det er læseprædikener - ikke prædikener, der er holdt under en gudstjeneste. De kan læses, genlæses eller læses op og alle indledes med prædikenteksten fra Bibelen, 1992. Profan kan også betyde uvedkommende, men dette gælder ikke for disse prædikener.