Dette er en prisbelønnet norsk debut fra 2002 og 1. bind i fantasyserien Phenomena. Phenomena er visdommens bog, som troldmanden Sha-ra er i besiddelse af, og som fortæller myterne om fremtiden, bl.a. at 2 elverbørn er udvalgt til at samle elverne til ét folk og befri dem fra slaveriet. Elverbørnene Elk og Ilke fødes i dølgsmål og bringes til Sha-ra, der sammen med vinterbjørnen Arol opdrager dem. Da de er 10 år gamle bekræftes det, at de er spådommens udvalgte, og den i Phenomena kortlagte rejse påbegyndes, mens børnenes specielle kræfter udvikles lidt efter lidt. Det bliver en spændende og magisk tur, hvor de gode og de onde kræfter begynder at manifestere sig, de forskellige grupper i landet Aldra møder de udvalgte, og de første, ulige kampe udkæmpes. Forfatteren er meget velskrivende og har godt fat om sine personer og sit eventyrlige og magiske univers, der har strenge til både klassisk fantasy, H.C. Andersen og Bibelen. Handling og læseniveau henvender sig til læserne af serier som Deltoras bælte, og kan sagtens med sine indtagende personer og identifikationsmuligheder gå hen og blive en lige så stor læsermagnet. Omslag og layout er smukt og antyder fint det nordiske udgangspunkt. Man må håbe, at næste bind ikke lader vente for længe på sig. Til oplæsning for børn fra ca. 8 år og selvlæsning fra ca. 10.