Med sit tema om storkapitalens kamp mod et lille lokalsamfund har Gus Van Sants nye film politiske undertoner, men er også en almen menneskelig film om at være tro mod sig selv. Fra 15 år.
Steve Butler arbejder sammen med makkeren Sue for naturgasselskabet Global. Ved at friste fattige jordejere i Midtvesten med en hurtig gevinst opkøber han rettighederne til gasudvinding. På en opgave i en lille by i Pennsylvania får den succesfulde lobbyist imidlertid problemer. For selv om byen er i stagnation og har brug for penge, hører befolkningen på den pensionerede professor Frank Yates og miljøaktivisten Dustin Noble og deres bekymringer om forurening. Selv om Steve tror på, at jordsalget er til gavn for lokalsamfundet, bliver modstanden starten på en erkendelsesproces om livets sande værdier, ikke mindst da han møder den lokale lærerinde Alice.
Gus Van Sant har også tidligere beskæftiget sig med politisk kontroversielle emner, bl.a. i Guldpalme-vinderen Elephant om gymnasieskyderi og Milk om problemerne med at være folkevalgt politiker og homoseksuel. Han bygger filmen på manuskript af Matt Damon, der selv spiller hovedrollen, og de to har tidligere arbejdet sammen i mesterværket Good Will Hunting.
Filmens budskab er sympatisk og menneskelig, ligesom hovedpersonen. Det er som i en Michael Moore-film sat meget firkantet op, men filmen bliver et rørende, eftertænksomt og nuanceret drama, fordi den ser det hele fra den lille mands synsvinkel uden løftede pegefingre.