Magenta gør en uhyggelig opdagelse, da hun ser, hvad hendes nye nabo tager ud af sin bil. Men hvorfor er det nu, at det lige er klassens mest irriterende dreng, der også bliver blandet ind i sagen? Følg med i et uhyggeligt, men også humoristisk mysterie for tweens fra 9 år.
Pigen Magenta har skiftet skole, fordi hun blev mobbet med sin regnbuefamilie, og nu passer hun bare på sig selv og holder sig for sig selv. Men klassens nye dreng, Dines, har åbenbart besluttet, at de to skal være venner. Han hænger på hende som en burre, selv om hun stritter imod af alle kræfter. Derfor er det også Dines, som bliver blandet ind i det, hendes mærkelige nabo har gang i. Hvorfor stikker der hænder op af sækkene i hans bil, og hvorfor er der gravet i hans have? Bor der virkelig en psykopatmorder på fredelige Rosenvej? Forfatteren har tidligere bidraget til Noget er på vej.
En bog med en enkel handling, hvor det som fylder mest er udviklingen af de to børns venskab og de sjove beskrivelser af Magentas forsøg på at komme af med Dines, mens uhyggen er mere behersket. Bogen er ikke svær at læse, men har mange ord sat tæt på siderne og ingen illustrationer, så den kræver, at du er god til at læse. Det er muligvis starten på en serie.
Serien "Esme og Igor" om børnedetektiverne er et godt bud på bøger om kriminalgåder og venskab, se fx Tredje time efter midnat.