Puk flytter på kostskole

Grafisk Forlag excellerer i seriebøger af middel og oftest endnu dårligere kvalitet. Puk-bøgerne er en mærkelig sag at have i hånden i dag, vel ca. 20 år efter deres fremkomst. Puk er en 11-12 års pige, der sendes på kostskole, da faderen får et langtidsjob i Sydamerika, moderen er død. Omkring denne kostskole udspilles handlingen i seriens første fire bind. Skolen og dens unge rektorpar fremhæves konstant for deres forståelse og pædagogiske evner, men det billede af eleverne og deres forhold til undervisning, lærere og hinanden, vi får, har intet at gøre med en skole af i dag, der fungerer elevcentreret. På kostskolen findes stramme regler, undervisningen består i overhøring (stående!) af f. eks kapetingernes historie! Det vrimler med anmærkninger, og alle de gamle numre med lærere gennemspilles. Udenomshistorierne er iøvrigt de centrale i handlingen: tyverier, smugling o.s.v. Nogle gange så enkelt stillet op, at løsningen kendes med det samme. Persontegningen er summarisk:Puk, kernepigen der klarer alt, også forholdet til skolens sociale problempige. Den tykke Svend, formand for elevrådet, hvis hovedopgave synes at være at tildele eleverne øgenavne og bøder samt afholde fester i rektors regi, den buldrende skovfoged, den rare godsejer, en negerkok, der selvfølgelig er et unikum til at synge og danse o.s.v. Bøgerne er præget af en holdning, der bedst kan kaldes naiv spejdermoral. Den mærkes både i skildringen af personerne og især af skolens holdning til opståede problemer. Budskabet til Garcia gives som en rettesnor for den rigtige holdning: den der adlyder uden at spørge (i værste fald en fascistisk moral!). Bogen prædiker kærlighed til naturen og er fyldt med små kønne naturskildringer, men af den gammeldags art, hvor skovmåren betragtes som et virkelig skadedyr og jages hensynsløst, og hvor rørdrummen symboliserer noget ondt (»den onde fugl«). Lad følgende stå som eksempel på seriens velmenende og naive stil og holdning: »Joan havde ingen dårligkarakter. Langt fra. Ingen havde nogen sinde hørt hende lyve eller sladre ... hun elskede blomster og var god mod alle dyr ... men ligesom alle piger i samme alder ville hun gerne være smart klædt ...«. Jeg tror som sagt, at forfatteren selv er mere naiv end smart. Smart er derimod forlaget, der hiver en gammel serie frem - giver den en ny ramme - og iøvrigt så bare kan ventet på, at virkeligt naive bibliotekarer skal kappes om at anbefale den triviallitteratur, der nu er mode i visse toneangivende kredse. Jeg må stadig melde fra!.

Read the full assessment

I den nye udgave af Puk-bøgerne er omslagets langbenede Christel-pige på bolcherød baggrund skiftet ud med en lidt mere up-to-date Dorte-tegning; desværre har det ikke været undertegnede muligt at opstøve den gamle udgave og sammenligne indholdet i de enkelte bind. Bindenes rækkefølge og henvisninger til begivenheder i tidligere bind lader til at at være korrekte - i modsætning til den nye udgave af Jan-bøgerne. Forfatterne Carlo Andersen og Knud Meister har haft ret bestemte ideeer m.h. til ingredienserne i pige- og drengebøger, for mens Jan-bøgerne lægger hovedvægten på det kriminalistiske element og opklaringsprocessen, er der i Puk-bøgerne proppet godt med fyldestof rundt om den noget spinkle intrige (for at den ikke skal virke for oprivende for små sarte pigesjæle?). Dette fyldestof er udover beskrivelserne af kostskolelivet med sportskonkurrencer, bedsteveninde-rivalisering og meget tamme og dydige historier om at drille lærerne hovedsagelig nogle uforholdsmæssigtlangeogkedsommelige naturskildringer, der virker ret malplacerede. Vurderet som kriminalserie kan Puk-bøgerne slet ikke måle sig med alle de mange virkelig gode og spændende serier, der vel efterhånden har fundet vej ind på de fleste børnebiblioteker; som kostskoleserie vurderet har den enkelte kvaliteter, men om det er tilstrækkeligt til at berettige anskaffelse, må afhænge af bogkontoens størrelse.

Read the full assessment