Lone farer vild i skoven og ender i Puslingelandet, hvor hun oplever mange sjove ting sammen med de små puslinge. Genudgivelse fra 1949. Til de 5-8-årige, der holder af dyrefortællinger og til nostalgiske voksne, der kan huske bogen fra deres barndom.
I Puslingeland er alt rart. Der er ingen ondskab og ingen vilde dyr. Da Musepus møder pigen Lone, tager han og vennerne sig godt af hende. Tytte Tut bygger et hus til hende, som hun kan bo i, mens hun er på besøg. I 22 korte kapitler fortælles om de små puslinge og livet i Puslingeland. Tegner/forfatter Finn Pape (1926-1981) udgav flere børnebøger efter "Puslingebogen", der blev genudgivet i 1968 og fulgt op af Storm over Puslingeland i 1975. Forfatter/oversætter Leif Ebbesen har skrevet efterskriftet, hvor han sætter bogen ind i en europæisk litterær tradition.
En fin fortælling, der emmer af venskab, hygge og mestendels idyl. Det er stadig en god læseoplevelse trods bogens alder. Desværre er Papes fine sort-hvid-mønstrede illustrationer trykt i en dårlig opløsning. Efterskriftet er henvendt til voksne med interesse for litteraturhistorie.
Det eneste nye i denne genudgivelse er en ny forside og et efterskrift. Ellers ligner denne udgave de tidligere udgaver fra 1949 og 1968. Universet i bogen minder om det, man også finder i fx Peter Plys og Troldepus-bøgerne.