I løbet af 2. verdenskrig blev tusinder af danskere og nordmænd bragt til fængsler og kz-lejre i Tyskland. Modstandsfolk, kommunister, jøder, politifolk og såkaldte asociale elementer. Af danskerne omkom omk. 10 %, flest blandt de sidste. Bogen beretter om en enestående humanitær indsats for disse fanger, både i form af fødevarepakker, flere mindre frigivelser og hjemtransporter, inden den endelige store redning i de hvide busser i krigens sidste uger. Selv om grev Bernadotte tog æren, så dokumenterer bogen, at mange af busserne og en stor del af organisationen var dansk. Vi hører om finansieringen af nødhjælpspakkerne af departementsstyrets embedsmænd, som også stod for initiativ og organisering af økonomisk støtte til fangernes danske familier. En af de mere pudsige detaljer fortæller, hvordan Aksel Larsen blev udvekslet for en dunk petroleum, mens en dybt tragisk er om, hvordan inspektører naivt lod sig narre af potemkinkulisser i Theresienstadt. Forfatteren lader på glimrende vis kilderne tale direkte i fremstillingen. Indsatsen og den historiske ramme er grundigt beskrevet, og bogen er et spændende og vigtigt kapital i besættelseshistorien. At samarbejdspolitikken, som det pointeres, var grundlæggende forudsætning synes også indiskutabelt. Bogen har allerede båret ved til den verserende debat om besættelsen, som for mig desværre er forplumret af aktuel indenrigspolitik.