Bogen henvender sig primært til modne læsere som har interesse for livet i Danmark for 50-60 år siden.
Egon Clausen har været programredaktør ved Danmarks Radio og har tidligere skrevet erindringsbøger fra sin barndom og ungdom i det vestjyske. Nærværende bog handler primært om hans tid som seminariestuderende ved Ribe Seminarium. En brydningstid for både lærere, studerende og uddannelse hvor samfundsudviklingen ofte var flere skridt foran. Læreruddannelsen var egentlig imod hans inderste ønsker, men han stod tiden igennem og blev færdig som lærer og efterfølgende ansat som lærer i Ishøj. Også forholdet til vennen Søren er en vigtig del af bogen. En fornøjelse at læse denne velskrevne bog fra en tid hvor samfundet for alvor begyndte at forandre sig. Sproget er letflydende iblandet lidt underspillet humor.
Man kommer til at tænke på Knud Sørensen og Hans Edvard Nørregård-Nielsen når man læser Egon Clausens erindringsskitser. Hans tidligere erindringsbøger er: Fodrejse af tilgroede stier, 2010, Min far så engang en engel, 2007, De levendes land, 1993 og Under dine vingers skygge, 1991.
En underholdende og let læst fortsættelse af forfatterens tidligere erindringsbøger fra Vestjylland fra midt i 1950'erne og frem.