Regnen, der udkom første gang i 1963 (2. oplag i 1967), udgives nu igen, og det er et velkomment gensyn med en billedbog, som nok er slidt op mange steder. Det er en charmerende og fantasifuldhistorie om regnvejr, regnens kredsløb og alle de former, hvorpå vi møder regn. Regn er nemlig ikke bare regn, det kan være støvregn, trommeregn, bygevejr, sne, hagl og dug. Regndråberne Drip oghans fætter Dryp er de gennemgående hovedpersoner i historien. Det er en original og børneegnet måde at fortælle om emnet på - underholdning og oplysning smelter sammen. Den meget rimprægede tekstvirker stadig frisk og sjov og fungerer fint. Illustrationerne er selvfølgelig anderledes sammenlignet med Ib Spang Olsens tegninger i dag. De har et lidt gammeldags præg og er mere enkle istregen. Der er også brugt færre farver, men den sprudlende fantasi, humoren og poesien er noget særligt. Ib Spang Olsen er tidløs. Det er fint at denne billedbogsklassiker kan fås igen, så også90'ernes billedbogsbørn kanlære Drip og Dryp at kende.