Bladtegneren og illustratoren Des Asmussen har gennem et langt liv fornøjet såvel avis- som boglæsere med sine tegninger og artikler. Stilen er genkendelig som en håndskrift, og oftest er der et umiskendeligt glimt i øjet. Det er derfor en øjenlyst at give sig i kast med denne store bog, som indeholder et udpluk af den store produktion. Valget er faldet på rejserne, og dem har der været mange af, forstår man. Landskaber i Norge, Sverige og Østrig har betaget, med bl.a. meget smukke akvareller til følge. Arkitekturen i Europas storbyer fanges i hurtig streg. Men bedst er Asmussen til karakteristik af mennesker, han iagttager - det gælder både turister og indbyggere ikke mindst i Rom og Paris. En lang rejse gennem USA blev det også til som forarbejde til den store opgave, det var at illustrere Borte med blæsten i 70'erne. Bogen er en flot personlig hilsen fra en der, som han selv skriver, har mærket verden.