10-årige Marcus, som er søn af chefen for den romerske garnison i Alexandria, bliver sendt dertil med karavane fra Damaskus. Som følgeskab har han sin græske lærer, Kallippos, og selv er han stadig delvis lam i det ene ben efter en sygdom. Det bliver en dramatisk rejse, hvor Marcus møder mange spændende mennesker, bl.a. den jødiske pige Maria og tre vise mænd, som er draget af sted for at finde den nye konge, der snart skal fødes. Undervejs bliver karavanen overfaldet flere gange af røvere, Marcus redder en af de vise mænd og senere bliver han selv reddet fra døden. Helt i tidens stil sker der til allersidst i fortællingen et mirakel, og vi aner, at Marcus en dag vil blive en stor mand. Kommer der mon en fortsættelse? Det er spændende og morsomt at se skabelsesberetningen fra en anden side end sædvanligt, og det er en fængslende og velskrevet bog, hvor der for den voksne oplæser også bliver lejlighed til at genopfriske sin historiske viden. Bogen kan læses op fra 9-10 år, og den vil egne sig til selvlæsning fra 11 år og et stykke op. Farveomslag og sort/hvide tegninger er dekorative og understreger den tid, bogen foregår i. En julebog, som kan læses hele året.