Retsvidenskabelig bog om straf og etik, der samtidig ramler lige ind i en aktuel debat om udmåling af straf, hvor man ofte politisk hører følgende udsagn fremsat: "Straffen bør afspejle befolkningens retsfølelse". Forfatteren (f. 1968) er professor i praktisk filosofi ved Roskilde Universitetscenter og har skrevet disputats netop om etik og straf. Bogen introducerer de vigtigste teorier om straf fra filosofiske tænkere. Bogen klargør bl.a. begreberne retsfølelse og frihedsstraf, hvor man kan spørge: Hvad er retsfølelse? Hvad og hvem definerer retsfølelse? Hvad er formålet med frihedsstraf? Hvad er en retfærdig straf? Hvad er en nyttig straf? og Hvordan går demokrati og straf i spænd? Et afsluttende afsnit hedder "Den ærlige politikers guide til straf", og her opstilles bogens hovedargument sådan: "Hvis det er rigtigt, hvad der er argumenteret for i denne bog, nemlig at der er grund til skepsis over for en argumentation, der søger at berettige straffepolitiske tiltag ud fra en henvisning til retsfølelsen, så er det naturligvis relevant i den udstrækning, retsfølelsesargumenter faktisk spiller en rolle, når beslutninger tages eller debatten om dem føres." Bogen giver også 2 tommelfingerregler til "ærlige politikere". Tankevækkende teoretisk indføring i begreberne straf og etik, der som nævnt er aktuelle debatemner. Fra godt gymnasieniveau.