To oplæsningsbøger i genren dyrefortællinger for de 6-9-årige.
Bøgernes forfatter/illustrator er finsk og ikke tidligere udgivet i Danmark. Når man første gang kigger på bøgerne ligner de en nyere udgave af Beatrix Potters bøger, men når man kommer længere ind i bøgerne er der i illustrationerne tilsat en streg af fræk humor, som viser sig i mange små detaljer i de mange illustrationer, som bøgerne indeholder. I den første bog i serien Ridderne af bageovnens hemmelighed og måneånden møder vi de tre "hovedpersoner" - egernet Nelly, pindsvinet Thorbjørn og musen Iris. De skal hjælpe Nellys storebror med at renovere køkkenet, men pludselig bliver den kedelige pligt til et spændende eventyr. For i bageovnen finder de en bylt med et underlige kort i. Det viser sig, at der er ugler i mosen, og Ridderne af bageovnens hemmelighed kommer på arbejde! De tre venner fortsætter deres eventyr i den anden bog, som godt vil kunne læses selvstændigt. I Beboerne i ahornhuset og det farlige vilddyr opdager vennerne spor fra et stort vilddyr i skoven. Nu går den vilde jagt ind på at finde det. Begge bøger har en sød historie med lidt spændingselement indlagt. Min eneste anke er at sproget nogle gange virker lidt for voksent og omstændigt.
Peter Kanin, Tudse og Pelle Haleløs har ikke levet forgæves, og denne dyrefortælling vil tiltale den samme fanskare og målgruppe.
To søde gennemillustrerede dyrefortællinger med lidt eventyr og spænding til oplæsning og hygge børn og voksne imellem.