Seje strømere, som skyder skruppelløst, skarpt i storbyjunglen New York, er en hel egen subgenre af den kulsorte kriminalfilm. Det hårde liv på gaden og personlige problemer garneret med korruption, narko, prostitution og seriemordere kan være en stærk cocktail, der primært henvender sig til yndere af genren.
Turk og Rooster er øgenavnene på to midaldrende politidetektiver, som har været makkere i over tredive år og har set ikke så få af storbyens skyggesider. De tørster dog stadig efter retfærdighed og såmænd også hævn, så da en barnemorder undgår sin retfærdige straf, får de plantet et bevis, der sender ham i fængsel for en helt anden forbrydelse, som han ikke har begået. Det er starten på en moralsk glidebanetur, og da en seriemorder er på spil, og sporene fører til politiets egne rækker, er Turk og Rooster pludselig under pres.
Jon Avnet slog igennem med den charmerende krimikomedie Stegte grønne tomater, 1991, men har som instruktør især gjort sig bemærket med krimigysere som Red corner, 1997 og 88 minutes, 2007. Righteous kill, 2008 er af samme stof og tager udgangspunkt i den idé at lade stjernerne Robert De Niro og Al Pacino spille sammen - ganske som de gjorde i Michael Manns thriller Heat, 1995. Filmen minder også om de politikrimier i tv, der udspiller sig med New York som kulisse.
Man fristes til at skrive spildte gode kræfter, for de to stjerner arbejder med et trægt materiale, der hverken fænger, interesserer eller byder på nogen som helst overraskelser.