I denne fortsættelse af Dødshacket er de dødshackede robotter blevet udstyret med en dødsliste, som de er begyndt at slå ihjel efter. Erton, som står på listen, bliver mandsopdækket af RoboPols livvagter - men er det nok? Spændende ungdomsroman, som vil glæde især drenge fra 12-15 år med hang til action og science fiction.
I Jessens anden del af triologien "Det blå blod" er RoboPol fortsat på jagt efter den efterlyste bagmand for robotternes dødshack, Paul Singer. Som vidne til det første robotmord er 13-årige Erton i stor risiko for at blive angrebet af de dødshackede robotter. Han forsøger imidlertid at fortsætte sit liv med venner og sport på trods af faren og den flok af RoboPol-livvagter, der nu konstant følger ham. Det skal dog vise sig ikke at være så let. Erton må sammen med Sasi, Vetlar og robotten Mano bistå RoboPol i deres eftersøgning for at stoppe Singer og robotterne inden de får overtaget. Men Erton erfarer snart at ikke alt er som det ser ud. Selv i Ertons egen familie er der tilsyneladende hemmeligheder.
Hæsblæsende science fiction-roman, som lever fint op til niveauet fra første bog i serien. Bogen er velskrevet og læseoplevelsen næsten filmisk, med korte, action-pakkede kapitler.
Et lignende plot kan findes i De ensomme har langt hjem, men Jessens serie er dog at foretrække i sammenligning, både hvad angår handling og læsevenlighed.