Bogen henvender sig til de yngste teenage-piger - fra 9 år.
Ella er som i de tidligere bøger i serien bogens hovedperson. Gennem hende oplever læseren tanker og følelser om relationerne i klassen, om bedste veninder og den første forelskelse i drengen Ismael. I Ellas klasse skal de spille skuespil, og fordelingen af roller er meget vigtig. Hvem der skal spille prinsessen? Den smukke Livia, som har været borte fra klassen i et stykke tid, er kommet tilbage og bringer uorden i venindekonstellationerne og hierarkiet i klassen. Bogen er letlæst med enkelte stavelsesdelinger og megen dialog. Teksten er sat med forholdsvis store typer og understøttes af stemningsskabende sort-hvide stregtegninger.
Bogen er en selvstændig fortsættelse af Kys mig på tirsdag, 2009 og Elsker dig af hele mit jærte, 2010 i Zoom ind-serien. De har samme indbydende layout og pink farveholdning på for- og bagside.
På en god og varm måde beskrives helt essentielle og hverdagsagtige problemstillinger og temaer for piger i 3.-5. klasse. Identifikationsmulighederne er mange. De vil sluge bogen og svømme saligt hen over den lykkelige slutning med det allerførste kys. Til frilæsning/selvstændig læsning.