Bogen handler om en ungersvend, der er noget af en røver og eventyrer, som oplever mangt og meget i Danmark omkring 1920'erne. Bogen kan læses af alle, som ønsker let underholdning.
H.O. er debutant, og ved titlen står der "en skælmeroman" - en roman med en gavtyveagtig hovedperson der kommer ud for eventyrlige hændelser. Og det er da også, hvad romanens hovedperson, Roevmund, gør. Han oplever de mest utrolige ting, er en uregerlig knægt, der bliver sendt på havet med en garvet fisker, som han forsøger at redde fra druknedøden, og han må flygte, selvom han er uskyldig. Vores ungersvend forstår at tale for sig, svindle og snyde, hvor han kommer frem. Noget egentligt levebrød har han ikke, men tilfældet er med ham, og han klarer sig dels ved hæderligt og dels ved uhæderligt arbejde. Romanen er skrevet i et udmærket sprog med en del direkte og indirekte tale.
Af andre skælmeromaner kan nævnes Søren Sørensens Don Juans døtre, 1993 og Jens Engbergs Lykken er en blomme, 1987. For ikke at glemme Reuters mesterværk i genren Prins Faisals ring. Den foreliggende har mistet noget farve i sammenligning med disse - hændelserne virker noget postulerede og ikke særligt spændende, og vores hovedperson bliver aldrig rigtigt den store eventyrer og charmør, som teksten vil gøre ham til.
En hurtigt læst - og hurtigt glemt roman. Vi har langt bedre at tilbyde vores kræsne publikum.