En udpræget hverdagsbegivenhed fortalt i et enkelt sprog og i enkle billeder. Vilhelm har nået den alder, hvor man skal til at skifte mælketænder. Og som alle børn, der endnu ikke har prøvet det, ønsker han sig også inderligt en rokketand. Endelig er der en, som rør på sig, og Vilhelm må gennem en periode med rokkeri, inden han i en gymnastiktime taber tanden og bliver lidt svimmel af alt det blod. Så er der tandfeen at glæde sig til, men da mor kommer for at hente ham, er tanden væk. Heldigvis finder de den, og næste morgen er der en fin mønt under puden. For mønten køber han en lækker is med hård karamel, og da han bider i den, får han sig en ny rokketand. Den korte og letforståelige tekst ledsages loyalt af store og tydelige billeder i en primitiv og barnlig streg. De er superenkle, men fortæller det de skal, og de stærke farver gør bogen frisk og glad at se på. Uden at være en bog, som sætter sig de store spor, skal den nok finde et publikum blandt fem-seksårige med mælketænder. De får på en måde en slags indføring i det at tabe tænder. Forfatteren kendes fra en del andre billedbøger, som f.eks. Solskinskatten 2001. Illustrator er ny. Cornelia Funkes Den forsvundne rokketand 2000 beskæftiger sig med samme emne.