Sjov billedbog til højtlæsning for de 4-6-årige.
Tyske Ute Krause har vi mødt i andre billedbøger, senest Oskar og den skrupsultne drage, 2010. Drengen Rolf er hovedperson i nærværende billedbog. Han bliver fanget af ridder Roland og må trælle for ham på borgen. Det lykkes ham at flygte, men kun for at falde i kløerne på nogle røvere. Ved at fortælle om Rolands skatte lokker han røverne op på borgen. Det lykkes ham endnu en gang at flygte skarpt forfulgt af Roland og røvere, der imidlertid alle ender i voldgraven, hvor de bliver forvandlet til krokodiller. Som i bogen om Oskar og dragen rummer denne billedbog mest skæg og ballade. Teksten er velskrevet og de farvelagte, lidt tegneserieagtige stregtegninger, der er holdt i en let karikeret stil, er sjove og fulde af muntre detaljer - eksempelvis er de krokodiller, der allerede bor i borgens voldgrav, udstyret med hagesmæk, kniv og gaffel, som de forventningsfuldt holder parat, når nogen krydser voldgraven.
Denne humoristiske billedbog har en livlig streg og en humor, som kan minde om humoren i eksempelvis Babette Coles billedbøger.
En charmerende og sjov billedbog. Historien er velfortalt og fungerer godt, og de livlige og sjove illustrationer med skægge detaljer passer fint til den humoristiske tekst.