Labyrintisk detektivhistorie om den gådefulde Helge Bille, der skifter identitet og forsøger at optrævle en forbrydelse i fortiden. For læsere af eksistentielle og anderledes kriminalromaner.
En mand flytter ind i en gammel lejlighed på Nørrebro i København. På lejlighedens dørskilt står der Helge Bille, og da manden vil lægge fortiden bag sig, tager han dette navn til sig. Under renoveringen af lejligheden finder han syv dele af en tysk militærpistol pakket ind i Berlingske Tidende fra 30. december 1949. Nu skal han opklare historien, der knytter sig til pistolen og den tidligere Helge Bille. I 2001 afgik forfatteren Claus Beck-Nielsen officielt ved døden og har siden optrådt under betegnelser som Claus Nielsen, Some Body, Morten Nielsen, Manden uden navn, Helge Bille, Nielsen-væsnet, Madame Nielsen og The Nielsen Sisters.
Melankolsk, dragende og anderledes detektivhistorie om identitet, fortid og virkelighed sætter læseren på arbejde med sine tankerækker om virkelighed og fiktion. Romanen er samtidig en blændende beskrivelse af storbyen og Nørrebros udvikling fra arbejderområde til et kvarter med gourmetkaffedrikkende hipstere, der har nok i sig selv.
En kriminalroman i gængs forstand er det bestemt ikke, men man kan få associationer til By af glas af Paul Auster, som også er en roman med storbyen som den labyrintiske baggrund for efterforskningen af en gådefuld sag.