Biografi om en af verdens bedste fodboldspillere, der i den grad deler vandene i henholdsvis beundring og afsky for hans arrogance. For især voksne fodboldfans.
Ronaldos liv fra han som helt lille startede en meget dedikeret træning med fodbolden i Funchals gader hjemme på Madeira til han via Sporting Lissabon og Manchester United nu er stjernen over dem hos Real Madrid. Bogen er ikke kun en hyldest; den kommer også ind på de negative sider, der har givet Ronaldo tilnavne som Tudefjæs og gjort ham forhadt i især visse engelske fodboldkredse. Bogen er gennemillustreret og sluttes med forfatterens egne erindringsglimt fra en række kampe. Bogen bygger på tilgængelig litteratur - herunder også fra kolleger som Wayne Rooney i Mine ti år i Premier League - og samtaler med fodboldeksperter.
Det er en sober bog, der kommer hele vejen rundt om personen. Den er velskrevet og veldokumenteret.
Der er en række bøger til børn og unge om Ronaldo, men kun én anden decideret voksenbog på dansk, Cristiano Ronaldo - gulddreng, 2011, der har færre fotos og naturligvis ikke dækker de seneste fire år.