Rosens veje : digte 1981-86

Digteren Bo Green Jensen debuterede med et brag i 1981 med digtsamlingen Requiem & Messe og lancerede modigt bogen som første bind af en septologi, en digtsuite i syv bind. Med denne udgivelse samler han den del af forfatterskabet i en etbinds hardbackudgave. I tiden blev Rosens veje, som suiten hedder, modtaget med vekslende akklamationer og især de sidste binds karakter af tekstkompilationer blev kritiseret. Men som helhed skal værket ses som repræsentativt for firsergenationen i dansk lyrik, der foruden Green Jensen omfatter Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen og last but not least: Michael Strunge. Den kultstatus, som er blevet sidstnævnte og i nogen grad Søren Ulrik Thomsen til del, har ikke smittet af på Green Jensen. Men et udvalg af digte fra suiten på 131 sider, der udkom i 1991 har i biblioteksmæssig sammenhæng vist sig at være nyttigt, overskueligt. Med denne udgivelse er der mulighed for at tænke praktisk, rydde op i bestanden og nøjes med at have suiten i et bind. Bogens nyskrevne efterskrift af forfatteren skal også nævnes: 32 sider om bogens tilblivelse, udefra kommende reaktioner og Green Jensens mening herom. Heri karakteriserer han den tid, hvor han skrev de syv digtsamlinger som "tiden i rosenpagoden", en Sturm und Drang-tid, som for hans vedkommende for længst er overstået. Men i modsætning til Arthur Rimbaud, der som 21-årig lagde sit værk bag sig og tog til Østafrika hvor han blev handelsmand, nyder Bo Green Jensen i dag rollen som "familiefar og bedsteborger".

Read the full assessment