I en fint komponeret form får vi dels historien om den 12-årige pige Liv, hendes familie og kammerater samt deres oplevelser med Livs alvorlige rideulykke, og dels historien om den jævnaldrende og lige så forkælede og selvrådige adelsdatter, Tatiana, i revolutionstidens Rusland samt hendes dramatiske flugt fra bolsjevikkerne - en flugt der fører hende til Danmark. Bogen er baseret på forfatternes tro på reinkarnation og skytsengle, idet Liv, der ligger i coma efter styrtet med sin hest, langsomt kommer til sig sig selv og genvinder tidligere tiders kræfter, men ender med en helt anden livsopfattelse og holdning til familie og kammerater, i meget høj grad ved hjælp af skytsenglen Rosina. Samme Rosina hjælper også Tatiana i hendes svære tid, og Liv er den eneste på sygehuset, som kan se hende. Liv oplever Tatianas historie i sine drømme og vender langsomt tilbage til livet hjulpet af denne parallelle historie. Det vil gøre bogen bedre, hvis de voksne oplæsere eller selvlæsere (især piger) fra 11 år tror på eller er åbne for ideen om engle og reinkarnation, men uanset om de gør det eller ej, får de fortalt en gribende og dramtisk historie om 2 børns liv og opvågnen til en anden verden.