En lille bog i lommeformat, der indeholder en fortælling og et efterord på cirka samme længde. Hovedpersonen i fortællingen vandrer i en slags febervildelse rundt i den for ham ukendte by, Rotterdam. Han leder efter sine venner og igennem denne håbløse turen rundt, går han selv langsomt til grunde. Den begynder: Det er klart
selvfølgelig! Kærlighed vil være bedre
men her! Det siger jeg dem! Mellem disse huse
beton og glas
her er jeg på spil
Den er skrevet i en eksperimenterende stil, hvor handlingen hele tiden brydes op gennem sætningernes abrupte konstruktion. Hovedpersonen fortæller i en lang indre monolog med et hæsblæsende tempo om sine oplevelser, hvor realiteter blandes med fantasi. Efterordet af Kristian Schou er en teoretisk gennemgang af identitetsbegrebet set filosofisk og litteraturhistorisk. Indholdet relaterer sig til fortællingens tema om det at miste sin unikke identitet. Vang Remme har tidligere udgivet digte og noveller og i 2004 en lille roman Blidahlund. En fantasifuld og drømmeagtig fortælling, hvis indhold på spændende vis relaterer sig til efterordet med den faglige og teoretiske belysning af emnet. En smal udgivelse for de læsere, der er specielt interesseret i den nye danske eksperimenterende litteratur.