"Ubetinget en af alle tiders største digtere og mystikere" kalder Henrik Nordbrandt et sted Mevlana Jalaluddin Rumi, (1207-73), og både digteren, mystikeren og sufimesteren Rumi er rigt repræsenteret i dette store udvalg af poesi og korte prosatekster - de såkaldte "lærehistorier". Bogen er opbygget som tretten tematiske indfaldsvinkler til Rumis digtning og livslære, og centralt er skildringen af det afgørende møde med den omvandrende dervish, Shams fra Tabriz, der forløste Rumis poetiske visioner i en hvirvlende strøm af digte, tæt forbundet med dansen og den religiøse ekstase. Kernen i Rumis billedrige, lidenskabelige poesi er ofte kærligheden, vinen og det erotiske. Grænseoverskridende oplevelser som dog aldrig er et mål i sig selv, men udtryk for længslen efter foreningen med Gud. Trods deres baggrund i islamisk mystik rummer Rumis tekster elementer fra såvel kristendommen som græsk tænkning, og de får herved en universalitet og almengyldighed som gør at de kan tilegnes og forstås på tværs af tid og kulturer: "En vej kan ende ved et enkelt hus,/ men det er ikke kærlighedens vej./ Kærligheden er en flod./ Drik af den." Bogen er forsynet med grundige noter af oversætteren, der iøvrigt selv er initieret i sufiordenen. Af Rumis lærehistorier findes der i forvejen et enkelt udvalg på dansk: Der er vinduer mellem menneskers hjerter, 2001.
