Kender du de lånere, som bare ikke orker mere vold? Som ser helt trætte ud ved tanken om endnu en hæsblæsende Adler-Olsen? Montalbano-krimierne er til dem. Her er solvarme dage på Sicilien i fokus, og ikke mere blod end højst nødvendigt.
Andrea Camillieri har udgivet Montalbano-krimier i en årrække. En del af dem er også filmatiseret. I denne finder kommissær Montalbano en lille, mørk dreng under en redningsaktion, hvor endnu en flygtningebåd er fundet i strædet mellem Sicilien og Afrika. Egentlig havde han tænkt sig at kvitte sit job i frustration, men sagen bliver så interessant, at det ikke længere er muligt for ham. Her er en fin og samfundsrelevant mordgåde, krydret med beskrivelser af al den dejlige italienske mad, kommissæren indtager.
Der er 7 Montalbano-krimier på dansk. Denne udmærker sig ikke, hverken negativt eller positivt, men skriver sig stille og roligt ind i rækken. I 2012 kom Slangens hale af Leonardo Padura på dansk. Selvom den foregår på Cuba, er den alligevel værd at sammenligne med.
En intelligent krimi til dem, der ikke er til fart og tempo, men til moden overvejelse og gode måltider.