Underholdende findebog med sjove effekter og en sværhedsgrad, der matcher børn fra ca. 2 år. Bogen vil være et hit hjemme og i institutionerne. Fin forside i glade farver og med meget aktivitet.
Tyske Kawamura har tidligere udgivet Kom og se alle mulige transportmidler og Kom og se de sjove dyr. I bogen her kommer man vidt omkring med drengen Max, der kan findes på hvert opslag. Man starter i byen, hvor der er et mylder af mennesker, der fx handler ind og går tur med hunden. I parken er der meget liv på legepladsen, og på bondegården vrimler der med mennesker og dyr. Max er også på togstationen og i et friluftsbad. Der er meget lidt tekst i bogen, men der sættes ord på udbrud, lyde og lignende. Der fortælles ingen historie. Det er dagligdags situationer, der er gengivet med søde og kreative tegninger. Man har rig mulighed for at være kreativ og digte historier ud fra figurernes handlinger, og selv finde på flere ting at kigge efter, når man har fundet Max, da der ikke bliver stillet opgaver undervejs. Der er mange overraskende flapper og sjove træk-og-skub effekter, der fx får en bold til at trille. Bogen er i solidt pap, og flapperne virker rimeligt holdbare.
En fin introduktion til findebøger til de mindste børn, der skiller sig ud ved nærmest at være en kombination af en pegebog med flapper og en findebog. Bogen minder om fx Berners En efterårsdag i byen.
Børnene er godt underholdt i selskab med Max. Især på grund af effekterne og myldrebillederne.