Bog nummer ti om de to venner og deres hverdagsoplevelser. Bogens ferieemne er både aktuelt og vedkommende, for hverken Rune eller Julie skal noget som helst spændende i deres første ferie fra skolen. Mens alle de andre skal ud at rejse eller besøge familie, skal de bare være derhjemme. En ørkenvandring af en efterårsferie ligger foran dem, men børns fantasi er utrolig. Bygningen af en sæbekassebil sætter sving i legen, og pludselig er de på tur jorden rundt. De bygger en rumraket og flyver til månen, de kører i hundeslæde, og de er på ekspedition i junglen, og de når også at sove en nat ved mormor. I skolen har de andre været på Gran Canaria, men det kan ikke stikke en månerejse i legeværdi. Det er en rigtig dejlig og børnesolidarisk bog, som burde læses af forældre, som ikke ved, at børn har rigtigt godt af at kede sig engang imellem. Illustrationerne er de sædvanlige glade og udtryksfulde tegninger i lette farver, og der er mange detaljer at studere for tilhørerne, som skal være mellem fem og ni år.