Bogen er den sjette i serien om børn i Danmarks historie. Den henvender sig til 4.-5. klasse (fra 10 år) og kan anvendes i historieundervisningen.
Bogen beskriver livet i en dansksindet familie i tiden omkring 1914. Der fortælles om frygten for krig, skolegang og jul. Vi hører om civil ulydighed overfor tyskerne, og der fortælles kort om de mange stridigheder, som dragningen af den dansk-tyske grænse har affødt. Bogen afsluttes af en række små fortællinger om børn og voksnes skæbne bl.a. om to-årige Hans, der bliver glemt under flugten fra den tyske hær i 1864 og frem til Johanne som kom op og ride på Christian d. 10.s hest i 1920. Teksten er let læst og ledsaget af mange farveakvareller og fotos fortrinsvis i sort-hvid. Rundt omkring er der tidslinjer, der kan hjælpe med at bevare overblikket og der findes bokse, der uddyber teksten eller forklarer begreber. Til sidst i bogen er der en lærervejledning, som bl.a. tager nogle af de myter op, som hører til tiden. Der er også kopisider med opgaver til teksten og forskellige opskrifter.
Der findes ikke andre materialer, der på denne måde beskriver børneliv omkring 1. verdenskrig.
Et godt materiale der giver børnene et tidsbillede og et indtryk af, hvordan begivenheder ude i verden kan få indflydelse på livet.