Billedbog for piger og drenge fra 3 år, der kan lide en hyggelig monster-fortælling, hvor det er monstrene der er bange for menneskene.
Bogen er en fortsættelse af Ballade om natten af samme forfatter, hvor drengen Sebastian i en drøm får besøg af et monster ved navn Balladen. Det er faktisk et ganske venligt monster, men denne gang er det Balladen, der drømmer og Sebastian, der kommer på besøg i monsterverdenen. På mange måder minder den om vores verden. Der er dog forskelle, fx er monstrene ude om natten. Sebastian er med Balladen i skole, hvor han bl.a. får en medalje for at være det mest frygtindgydende monster. I monstrenes verden er det nemlig menneskene, der er de mest skræmmende. En hyggelig fortælling om frygt og venskab mellem monstre og menneskebørn. Og så er det en bog, der med sine farverige og sjove illustrationer tager brodden af det uhyggelige ved at skulle falde i søvn om aftenen.
I Ballade om natten af samme forfatter kan man læse om Sebastians første møde med Balladen. Og kan man lide temaet om frygt og venskab mellem monstre og menneskebørn, så er Monsters, Inc. fra 2002 et must.
En godt illustreret billedbog med en opbyggelig og hyggelig fortælling om frygt og venskab mellem monstre og menneskebørn.