Denne bog er en sammenskrivning og udbygning af artikler, tests m.m., der har stået i damebladet Sirene. Det er en blanding af tips & tricks, hot & not, dos & don'ts. Stilen er rap, hurtig, frisk og giver enten mega grineren eller nederen, hvis man kan se sig selv som en af de chicks, der køber overprised accesories eller flimsy stroptop med trend levetid på 32 dage. Læs om at blive grovdumpet, om at knalde på den første date, at syngeskrige hævn-popsange i jalousi, at være fan-fucking-tastisk og at god hud er det første skridt på vejen til at være lækker. (Hermed et forsøg på at gengive sprog og tone). Målgruppen er kvinder, primært i 20'er til 40'erne. Layoutet er lyserødt, lilla, laksefarvet på groft "miljø"papir. Illustrationer er stregtegninger af støvler, pudderkvaste, hjerter og andet, der passer ind i emnerne: kærlighed, mænd, sex, mig, veninder, shopping, skønhed og sundhed. Bogen er perfekt som venindegave, som opmuntringsgave eller som supplement til dameblade a la Sirene, Alt for damerne eller tv-shows på Q-tv. Bogen minder om Rene Fris' Kvinde plej din krop, 2006 omend denne er bredere i emnevalget. Bogen vil kunne anvendes til læsere af damebladsquizzer eller læsere, der har lyst til at se egen eller veninders usikkerhed og menneskelighed spejlet i mænds ditto. Forsiden: Tre par dameben i løs streg.