En meget grundig og fint tilrettelagt bog om sæbebobler. Det er nok de færreste der ikke har prøvet at blæse sæbebobler - en uskyldig beskæftigelse for små og store børn. Med denne bog får læseren et grundigt indblik i sæbeboblernes fysik uden at det på nogen måde bliver tørt og kedeligt. Samtidig får man et masse gode ideer til at lave mange morsomme eksperimenter med de flygtige bobler. I seks hovedafsnit gennemgår bogen begreber som overfladespænding, farvespektre, luftfugtighed, tilstandsformer, minimalformer m.m. Opslagene består af en kort brødtekst og flere rammer med nemme aktiviteter der illustrerer opslagets tema. Hist og her er der rammer der relaterer til andre områder, som fx det almindelige insekt, skøjteløberen, der udnytter vandets overfladespænding, og Den Store Triumfbue i Paris, hvis udseende er inspireret af sæbeboblers minimalformer. Teksten kan læses fra 9 år, og bogen er meget velegnet til et tema i natur og teknik i 3. eller 4. klasse. Men bogen vil uden tvivl appellere meget til fritidslån - hvem vil ikke gerne kunne lave en sæbeboble så stor som en selv. Vi har ikke andre titler der så grundigt behandler sæbebobler.